For ca. 100 år siden kom en ung bødker til Skjern og bosatte sig i den nordlige bydel. Hans navn var Søren Christian Pedersen, og han var født den 16. juli 1888 som søn af Peder Vejlegaard fra Nr. Nebel.
"Chr. Bødker" som han kaldtes, giftede sig med Abelone Nielsen, der var en søster til savskæreriejer Jens Jespersens kone, Sidsel, og startede sin bødkervirksomhed i Bredgade i huset ved siden af, hvor købmand Thorø Pedersen senere havde forretning.
Foruden jorden op mod den senere anlagte viadukt havde han også erhvervet sig en stor grund i Vejlen, hvor han anlagde en dejlig have med masser af bøgetræer, frugttræer og buske. En stor rundkreds med en diameter på mellem 25 og 30 meter blev anlagt midt i haven omkranset af en hæk af grøn bøg. Her kunne børnene fornøje sig med sanglege, krocketspil m.m. Og alt mens haven groede op, var der også grøde i bødkerhjemmet. Her opvoksede med årene 10 børn, som tidligt fik lært at tage del i arbejdet såvel i hus og have som i bødkeriet.
I haven blev børnene blandt andet sat til at plante grantræer, og når der ankom en jerbanevogn med materialer til fremstilling af dritler m.m.,blev de sat til at læsse af. De skulle også ordne stavene karrene, sætte de færdige dritler op i "æ drittelstouw" og køre ud til kunderne med varer. Der var ikke meget plads i huset til den store familie. Beboelsen lå ud til vejen, og der var bødkerværksted i en længe ud til banen. I det nordlige værelse sov alle pigerne, en 2-3 stykker sammen i sengene. Anna, der havde en hoftefejl og skulle ligge i stræk, måtte dog have en seng for sig selv.
Nabohuset tilhørte blikkenslager Valdemar Nielsen, som senere flyttede ned i baghuset, der lå helt henne ved banelinien.
Når familien skulle i haven, benyttede de et overgangssted med en lille svingmølle i nærheden af ejendommen, da tunnelen ikke var opført endnu.
Blandt datidens mange trosretninger foretrak bødkeren valgmenigheden, og det indebar, at børnene måtte gå til præst i Ølgod og konfirmeres der. Det var noget omstændigt for dem. Fra Ølgod banegård og ud til præsteboligen var der et stykke vej på nogenlunde samme længde som fra Skjern banegård ud til dommergården. Datteren Ninna, var på alder med fætteren, Peder Jespersen, og de kunne følges ad til præst. Da konfirmationsdagen oprandt, dog bødkeren med sin kone, svoger og svigerinde samt konfirmander afsted i hestevogn til Ølgod.
Børnene kom tidligt ud at tjene. Agnes fik arbejde i Stauning, men da hun ikke var særligt begejstret herfor, blev hun sendt til Amerika til en faster. Ninna blev som 13-årig fæstet som lillepige på Hanninggård, hvor hun en Sct. Hans aften kom ud for en alvorlig ulykke. Hun skulle ud i marken med mad til karlen og hjorddrengen, da hun løb ind i en slåmaskine og fik den ene fod næsten revet af. Det skete en 2-3 km syd for gården, og hjorddrengen blev sendt hjem efter husbond, som sammen med karlen bar hende den lange vej hjem til gården, hvor hun blev lagt på en sofa, mens der blev spændt for hestevognen. Hun fik nogle klude om foden og blev lagt om bag i vognen, der skrumplende kørte mod Skjern. Det var jo før, der kom gummi på vognhjulene og asfalt på vejene, så det var ingen behagelig sygetransport. Da de kom til hjemmet i Skjern, blev Ninna båret ind i kamret, og lægen blev tilkaldt. Det var dr. Levinsen, og han vaskede og rensede foden for jord og græs og tog med til sygehuset i Tarm sammen med bødkeren, der var meget opbragt over uheldet.
Kirurgen dr. Arnt ville amputere, men dr. Levinsen sagde, at når der var et stykke ben og et stykke skind, der endnu hang sammen, skulle foden reddes, og så blev foden syet sammen. Efter sygehusopholdet, hvor tiden for en stor del var blevet fordrevet med at sy, skulle Ninna en tur til Randers for at få syet støvler. Den ene fod var jo blevet lidt kortere end den anden, og støttestøvler var hårdt tiltrængt. Rejsen til Randers måtte hun foretage uden ledsagelse. Hun blev eskorteret til banegården og med krykker og håndbagage sendt med Herningtoget.Konduktøren havde fået besked på at hjælpe hende ved togskiftet i Herning, hvad han også gjorde. Hun slap for tunnelen og blev hjulpet over sporene i Herning, men på hjemvejen var der ingen hjælp, så da måtte hun selv ned ad trapperne, hen ad underføringen og op ad trapperne til perronen på sine krykker. Tiden var kort, og hun var nervøs og bange, men nåede lige op, inden toget skulle køre. Konduktøren smed krykkerne op efter hende og knaldede døren i, og så gik toget i gang. I Randers var hun blevet afhentet af en ung fyr, der spurgte, om de skulle tage en taxa ind til ortopæden, men bødkeren havde ikke tænkt på den slags luxus, så der var kun 10 øre i overskud af det beløb, hun havde fået med til betaling for støvler samt kost og logi. Hun blev indkvarteret sammen med en anden - hende ukendt patient - hos en enkefrue. De skulle både dele værelse og seng trods den dårlige fod. Hun blev så forsynet med en tåløs inderstøvle, der gik til knæet på det dårlige ben, og dertil et par knapstøvler for en samlet pris af 48 kr. Det var datidens pris for håndarbejde efter mål.
Bødkerens andet hjem i Skjern på hjørnet af Løvensgade og Bredgade
På øverste billede anes byskolen i baggrunden.
Efterhånden som bødkerens børn blev voksne, tog de jo rigtig del i byens aktiviteter. Alfred var meget musikalsk og spillede både klaver, violin og trompet. Den yngste datter, Dagny spillede også klaver, både hjemme og i biografen, hvor hun gav koncert sammen med den violinspillende Alfred. I stedet for Dagny er det også sket, at Alfred har spillet sammen med fru Bohnstedt Hansen. Da Alfred kom ind ved DSB, spillede han blæseinstrument i jernbaneorkestret, som gav koncert i Skjern ved festlige lejligheder som dyrskuer o.l.
Ninna syede for det private borgerskab og var en tid på en privat systue, der lå i en første sals lejlighed i Jernbanegade. Senere kom hun på en systue beliggende i det hus, hvori Martin Jensen nu har cykelforretning. Her syede man for hr. Pedersen, der drev "Tugthusudsalget" på det sted, hvor nu Vejlegaards isenkram ligger. Da dette hus i sin tid nedbrændte, blev der lavet en vise på melodien til "Pjaltenborgs brand". Visen er desværre næsten gået i glemmebogen, men følgende kan citeres:
Da kongen sidst holdt fødselsdag,
ej vi alene hejste flag,
til minde om kong Christian
holdt vi også en ildebrand.
Holmen i sved - hænder vred,
Pedersen skyllede møbler ned,
ja, den ka'l - vist var gal
ned fra første sal!
Folk strømmed' alle vegne fra,
no'n fra "drømmenes rige" af,
ved bordene man stedse ser
først og fremmest hr. Pedersen,
Holm i sved -
Billedet er taget i anledning, at Agnes var hjemme fra New Jersey på ferie.
Det viser øverst fra venstre: Ninna, Sofie, Agnes, Anna,Ella og Marie
Siddende: Chr. Vejlegaard, bødkerparret Abelone og S. Chr. Pedersen, og Alfred.
Foran: Aage og Dagny.
Den ældste søn, Christian Vejlegaard overtog som ung bødkeriet ved banen, for bødkeren, der var en forudseende mand, kunne jo nok begribe, at en by i en så rivende udvikling skulle der bygningsmaterialer til. Og mens svogeren, Jens Jespersen søgede for tømmer til husene, sørgede bødkeren for tagsten, rør, brosten, fliser m.m. ved at begynde på cementvareproduktion. Han startede nemlig cementstøberiet Løven, hvor sønnen Alfred var medhjælper. Desuden ansatte han nogle folk, blandt andet Skaarup og Worm.
Men bødkeren havde flere jern i ilden. Han erhvervede også en strikkefabrik, hvor der blev strikket strømper på maskine. Nogle tyskere var ansat til at passe maskinerne, men da der var meget vrøvl med de gamle maskiner, afhændede han fabrikken. Huset hvori det foregik, blev senere overtaget af snedker Fredslund.
Efter at have overdraget bødkeriet ved banen til sin søn Christian, havde bødkeren bygget hus på hjørnet af Bredgade og Løvensgade. Herfra styrede han så cementstøberiet. Der blev ikke frådset i bødkerens hjem. Hestene kunne græsse i haven i Vejlen og på den lille jordlod mellem Løvensgade og Voldgade om sommeren, så der var ingen grund til at give dem andet. Hans kone smuglede dog af og til en tør humpel brød ned i sin forklædelomme til dem, når hun kunne se sit snit til det. Og kaffeslabberads kunne da slet ikke tolereres. Nå de gifte døtre af of til mødtes i hjemmet, skulle de selvfølgelig have en kaffetår, men der blev gerne vild panik, når bødkerens hestevogn kunne høres nærme sig ned ad viadukten. "Gud, den gamle kommer. Stræv og få æ kopper vasket op!" Og pigerne fløj forskræmte ud og vaskede op i rekordfart og gemte sig her og der i lejligheden.
Men blev der sparet på ørene, så blev der jo også samlet nogle kroner sammen med tiden, og den gamle bødker var en dygtig forretningsmand, der forstod at forvalte sit gods, så der var noget til alderdommen. Først solgte han jorden fra huset, Bredgade 83. Her blev så bygget en stribe huse. I det nærmeste var der hjemmebageri, skomagerværksted og systue. Da han ønskede at hjælpe nogle af sine børn til selvstændig virksomhed, købte han en stor forretningsejendom i Esbjerg på hjørnet ved Nygårdsallé . Senere købte han et mindre hus med rulleforretning til en af døtrene. Han sikrede sig også en del aktier i Ringkøbing Landbobank. Sine 25 børnebørn betænkte han ved dåben med en bankbog med 200 kr. til hver.
I tyverne overlod han cementstøberiet til O.K. Nielsen, der havde været ansat hos ham i nogle år. Nu ville bødkeren nyde de sidste år og hellige sig arbejdet i den store have. De mange frugttræer og buske gav jo en god høst til glæde for familie og venner. Han beholdt jo hestevognen, så han kunne transportere frugten i kasser rundt i byen. Han var en sjov fremtoning, når han kom agende med sin stråhat - magen til Koed Madsens, og især når han benyttede sin cykel. Det var sjovt at se ham stå på cyklen bagfra ved hjælp af balancestangen i baghjulet. Han satte foden på stangen , hævede sig lidt og sad med et hop i sadlen. Han havde også anskaffet sig en bil, men da han ikke selv havde kørekort, måtte han jo have andre til at køre for sig. På fornøjelsesturene var det ofte hans svigersøn, maler Herborg der sad bag ratttet.
Efterhånden var bødkerens børn fløjet af reden, havde giftet sig og fået børn. Christian Vejlegård giftede sig med en pige fra Skelskør. De fik to børn, der som voksne emigrerede til USA. Hans unge kone døde i barselseng, og han giftede sig igen og fik datteren, Lillian, der bor i Skjern.
Da "Tugthusudsalget" brændte købte hr. Pedersen kroen i Viuf ved Kolding. Her fik Sofie arbejde som servitrice, og her traf hun sin tilkommende mand. De bosatte sig i Esbjerg, han som vognmand, hun som rullekone. De fik seks børn, hvoraf den ældste datter emigrede til Argentina, og en søn døde som 14 årig. Agnes emigrerede til Amerika, hvor hun blev gift med en skibskaptajn, med hvem hun fik 2 sønner. Alfred giftede sig også og fik en søn, der blev stationsforstander i Vedbæk. Selv blev Alfred signalformand i Ringkøbing. Anna havde en trikotageforretning i Ringkøbing. Hendes mand var gartner m.m.. De fik en søn, der blev overingeniør på Helsingør Skibsværk. Marie giftede sig med cementstøber Worm. Hun og datteren Vita drev frisørsalon i Skjern. Ninna blev gift med maler Herborg og fik 6 børn, hvoraf tre er emigreret til Californien. Aage havde forskellige erhverv indenbys som udenbys, blandt andet drev han hotel i Bramming. Han levede sine sidste år i Skjern, hvor hans kone Misse stadig bor. De fik to børn. Ella og Dagny giftede sig med to brødre fra Struer. Ella fik 2 børn. Datteren Oda bor i Skjern. Ella omkom af brandsår efter en ulykke, hvor der gik ild i et juletræ. Dagny fik en datter, men døde selv et par år efter af et hjerteslag. Marie, Anna og Aage samt svigersønnerne Sigfred Pedersen og Niels Herborg ligger begravet på Skjern Kirkegård. Bødkeren døde den 12. juni 1939.
På billedet fra guldbrylluppet ses i øverste række tv: Ellas efterladte mand Anders Thomsen fra Struer, hans søn Kaj Thomsen, bødkerens yngste søn Aage, Chr. Vejlegaards søn Helmuth, Alfreds søn Gudmund, Vita Kirk, maler Herborg, Oda Jensen, Svend Herborg, Sofie med datteren Herma (i næste række) og Chr. og Lykke Vejlegaard, Misse, Marie, Anna og hendes mand Sigfred. Siddende fra venstre: Lærer Edsen Johansen med frue, Abelone og bødkeren Søren Chr. Pedersen, Jensine og Alfred. Foran: Ella Herborg, Lillian Vejlegaard, Aages datter Helma, Ole Homann Pedersen, Lis Herborg, Meta Herborg og Ninna med Christa på skødet.
I tyverne og trediverne var der rigtig liv i haven i Vejlen, når børn og børnebørn var samlet hos bødkerparret til fælles bærplukning, eller andre lejligheder, som for eksempel bødkerparrets guldbryllup i 1931. Der var deres naboer, den nankundige lære Edsen Johansen med frue inviteret sammen med bødkerens børn, svigebørn. Sofie og Ninna, der havde hhv. seks og fem børn dengang, måtte dog kun medtage deres ældste barn. Sofies ældste boede jo i udlandet, så hun tog sit yngste med i stedet for. Men netop som familie og venner var gennet sammen til fotografering, og lærer Edsen Johansen havde spurgt Ninna om, hvor hendes børn var henne, kom barnepigen Johanne Madsen anstigende med reste af flokken, som således også kom med på billedet.
